Bogren og spiller lægger planer // Foto: Steen M.

Der har været et par ugers ventetid, men nu er det lige oppe over; slutspillet starter på fredag! En udekamp i Vojens bliver første opgave og dernæst spilles den første hjemmekamp på søndag.

Magnus Bogren har med resten af trænerteamet og spillerne har haft knap 14 dage uden kampe og spørgsmålet er nu, om de er ved at være klar til kvartfinalerne:

– Ja, det synes jeg absolut. Det bliver godt at komme i gang, for det er dét man træner og glæder sig til hele sæsonen, fortæller Bogren og fortsætter:

– Det har været lidt længe at gå og vente, men sådan er det og jeg synes, at vi udnyttet tiden godt med at forberede os til kampene.

– Vi har kørt på i sidste uge og trænet meget kamp og lidt hårdere træning, og i denne uge har vi så fokuseret mere på forskellige elementer i spillet og de ting, som vi tror, kan blive vigtige og afgørende i kampene mod SønderjyskE, fortæller han.

Holdet sluttede grundspillet flot af med en sikker 5-2 sejr i Odense og har haft et ganske pænt forår med syv sejre og fem nederlag, som i alt har givet 22 point i tolv kampe.

– Jeg synes, at vi har spillet bedre og bedre her i det nye år. Vi er blevet mere stabile i vores spil, og egentlig er der vel kun to kampe, som jeg ikke har været tilfreds med – Herning på udebane og Frederikshavn på udebane. Men ellers synes jeg faktisk, at vi har gjort det rigtig godt.

I grundspilskampene mod SønderjyskE er det blevet til fem point ud af femten mulige, men det har været tætte opgør hele vejen i gennem. Med flest sejre til Vojens-mandskabet og en højere grundspilsplacering, så er det også naturligt, at favoritrollen ligger vest for Storebælt:

– Vi har spillet okay mod dem, men det er klart, at de er favoritter. De blev to’er i ligaen og vi blev syv’er, så de er jo klare favoritter og det er dem, der har presset på sig. Vi skal bare gå ind og fokusere på vores spil og så skal det nok blive hård og spændende udfordring, lyder det fra Bogren.

Tyrene går ind i kvartfinalen som ”underdog”, men hvordan ser cheftræneren den titel?

– Det ved jeg ikke helt. Når man kommer til de her kampe, så kan det være småting, der kan afgøre det. Så det gælder om at være klar hele tiden og være indstillet på kun at tage én kamp ad gangen. Det nytter ikke at tænke på, hvad der sker i den næste kamp eller næste kamp igen.

Foto: Steen M.

– Uanset resultatet, så spiller vi kun én kamp ad gangen og så kan man gå videre til den næste. Men som jeg sagde før, så er SønderjyskE favoritter og vi er underdogs, og det passer os måske også meget godt, fortæller han.

Med de tætte kampe mod SønderjyskE i grundspillet ser Bogren det som et nøglefokus at spille klogt og være klar, når det gælder:

– Det har været tætte kampe, når vi har mødt dem – to kampe er også endt i overtid. SønderjyskE er et godt hold og de har god rutine, så det gælder for os om at spille klogt. Vi skal gøre det enkelt, og så skal vi være der på de chancer, som vi får. Vi skal være der, når det sker, for det kan blive en meget tæt serie, fortæller Bogren, der er sikker på, at spillerne er klar fra første fløjt:

– Det synes jeg, at man kan se. Alle går og venter på, at det bliver fredag – det har de gjort siden sidste uge. Vi kommer til at have et hold, som vil give alt for at gå videre.

I sidste sæson blev det til syv kampe mod Rungsted og en stor skuffelse med nederlaget i syvende kamp. Derfor er mange af Rødovre-spillerne formegentlig ekstra sultne på at taget skridtet videre til semifinalerne:

– Det tror jeg absolut. Men vi må heller ikke bare blæse ud, for selvom man meget, meget gerne vil ud og vinde, så skal man også have alting i balance, så man ikke får en overreaktion. Det gælder om at være kølig og have tålmodighed, for det kan blive en lang serie og der kan ske meget, slutter han.

Første opgør i kvartfinaleserien er fredag aften og vises på Tv2 Play med start fra kl. 19.00. Kampstart er kl. 19.30.

Rødovre Centrum Arena lægger is til andet opgør søndag med kampstart kl. 14.00. Billetter til hjemmekampene kan købes her.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail