sommer18-1

Sommertræningen har været godt i gang siden slutningen af april, og spillertruppen knokler for at blive klar til den kommende sæson. I spidsen for træningen står holdets fysiske træner Michael Myhre fra Performance Center Copenhagen.

Myhre startede som fysisk træner for Rødovre Mighty Bulls inden sidste sæson, og han fik allerede i opstarten sat sit præg på spillertruppens form. Det hårde arbejde af spillerne viste sig at være vigtige investeringer, og det kunne blandt andet ses med masser af gode præstationer i slutningen af kampene, og da Tyrene vandt tre kampe på kun fire dage i efteråret.

– Jeg synes, at der er mange positive ting, som man kan tage med fra en fin sæson. Vi skal dog helt sikkert også bygge på! Vi skal ikke sammenligne os med andre klubber, men sætte en høj standard for os selv og så prøve at ramme det niveau, fortæller han og uddyber omkring hans tilgang til træningen:

– Som jeg sagde til spillerne, da vi startede, så er jeg meget ambitiøs på mine egne vegne, men i lige så høj grad på deres. For mig er det at være fysisk træner ikke bare at skrive, at spillerne skal tage 10 gentagelser af X kg. For mig er det at rykke hele kulturen omkring det at være et hold og konstant arbejde på at holde sig så klar som muligt. At opbygge en kultur, hvor træning er en integreret og fast del hele sæsonen igennem, er et af mine primære mål for truppen.

Ud over at have stor fokus på kulturen omkring fysisk træning, så har Myhre implementeret et nyt, online monitoreringssystem, som skal være et vigtigt værktøj i den fysiske udvikling og skadesforebyggelse. Et system, som han definerer som ”state of the art”:

– Det er et system, jeg har arbejdet med i B93 Fodbold og som jeg har været i bl.a. FC Midtjylland for at give en kort introduktion til. Her kan vi få spillerne til at rapportere, hvordan de har det, om der er skader på vej og følge deres udvikling i tests, så det fungerer som en sundhedsjournal. På den måde kan vi centralisere det hele og gøre det meget nemmere for sundhedsteamet og trænere at få et overblik over truppen, fortæller han om projektet.

Yderligere er der også indlagt en kognitiv test i systemet, som kan bruges i forbindelse med potentielle hjernerystelser. Hvis en spiller får et slag i hovedet, kan testen bruges som et ekstra lag af information og et supplement til den lægelige test og vurdering, så spilleren får den optimale og fulde hvile og restitution.

sommer18-2

Variation er vigtigt
Snart to måneder har den fysiske træning været i gang, og Myhre er tilfreds med, hvad han har set indtil videre:

– Det går rigtig godt. Ishockey-VM tog nogle dage fra os, men jeg synes, at spillerne har taget godt imod mine idéer. De giver den gas, og der er ingen tvivl om, at de rykker sig, for hver uge der går. I den fysiske træning frem mod sæsonstart har jeg udset mig nogle fokusområder kropsligt, som vi kunne se var problematisk forrige sæson, og dem arbejder vi nu med.

– Derudover er mit primære mål, at spillerne møder op i god form, har en stor arbejdskapacitet og har et grundlag for, at vi kan arbejde med deres eksplosivitet, fortæller han.

Én af ”favoritterne” i sommertræningen er den stejle kælkebakke bag Rødovre Skøjte Arena, som spillertruppen efterhånden kender turen op og ned ad ganske godt. I den mildere ende af skalaen har der også været plads til lidt fodbold i solen, så det ikke udelukkende er de tunge øvelser, som venter til træning.

– Selve off-season træningerne har som sagt kørt rigtigt fint, og jeg har prøvet at variere det mere i år. Vi har blandt andet kørt spinning om tirsdagen her i den første halvdel, yoga næsten hver fredag og så selvfølgelig en masse styrke- og konditionstræning.

sommer18-3

Sommerferie står for døren
I slutningen af næste uge går spillertruppen på en velfortjent sommerferie, inden de møder ind igen i august. Det betyder selvfølgelig også, at præstationerne i sommertræningen skal måles, så der kan blive lagt et sommerferieprogram og de individuelle fremskridt kan følges:

– Vi testede spillerne i starten af off-season, vi tester igen nu, før de går på sommerferie, og så når vi starter op igen. Det er nemt at lade sig rive med i tests, men det handler om at finde relevante tests, som vi kan bruge til at ændre noget – ellers skal man lade være med at teste.

– Vi tester hoppehøjde, styrketests, pulsfaldstest, en løbetest til udmattelse, lyskestyrke og kropskomposition. Ud fra træningen, og hvad deres testresultater siger, så får spillerne fokusområder, de skal forbedre, fortæller Myhre og uddyber:

– Det er ét af de elementer, som sommertræningen skal være et fundament for. At alle spillere får individuelle målsætninger, som de skal arbejde på at forbedre. Det er både nu og igennem sæsonen, hvor hver spillers målsætning er synlig for resten af holdet. Det er en holdsport, og den enkeltes målsætning er lige så relevant for hele holdet, som for den enkelte spiller. Jeg er ved godt mod og ser frem til de sidste uger med drengene, før de går på en lille ferie, slutter han.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail