Steffen Klarskov var tilbage i truppen i fredagens opgør mod Aalborg // Foto: Daniel Storch

Slutspillet står for døren, men først skal grundspillet afsluttes ordentligt. Sidste modstander er Odense Bulldogs, der ligesom Rødovre Mighty Bulls er endegyldigt placeret i tabellen.

Odense slutter på niendepladsen og møder Herlev Eagles i play-in i den kommende uge, hvor de kæmper om den sidste plads i kvartfinalerne. Tyrene er derimod kvalificeret til kvartfinalerne og slutter som syv’er i Metal Ligaens grundspil.

Efter fredagens overtidsnederlag til Aalborg har Mighty Bulls hentet to point i de sidste tre kampe, så en sejr over Odense vil være et boost til selvtilliden og samtidig skal kampen bruges til at få de sidste ting på plads inden det går løs.

De første fire kampe mellem Rødovre og Odense har fordelt pointene næsten ligeligt med syv point til Tyrene og fem point til fynboerne. Det har været tre tætte kampe og så den knusende 13-4 sejr, som Tyrene tog i midten af oktober.

I den seneste kamp mod Aalborg Pirates kunne trænerteamet med Magnus Bogren og Daniel Thorup Rasmussen glæde sig over, at have Steffen Klarskov og Christoffer Frænell tilbage i truppen, der dermed kom en smule tættere på at blive fuldtallig.

Kampen fløjtes i gang kl. 17.30 i Odense.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail