William Rørth er klar i målet til en sæson mere // Foto: Steen M.

Rødovre Mighty Bulls er glade for at kunne præsentere den ene halvdel af den kommende sæsons målmandsduo. 19-årige William Rørth er klar til en sæson mere for Tyrene.

William Rørth har i flere år været omkring Mighty Bulls-truppen og blev før sidste sæson rykket op som en fast del af Metal Liga-holdet:

– Jeg fik lov til at stå en del kampe, hvilket jeg synes har været super fantastisk og lærerigt. At mærke niveauet for alvor – helt hen i slutspillet – er med til at udvikle mig i den rigtige retning. Derudover havde jeg også en god målmandskollega (Stefan Ridderwall, red.), som var med til at udvikle mig på de punkter, der skulle forbedres. Det var også mit held, at Stefan blev skadet i perioder, så jeg kunne tage chancen og bevise mit værd, fortæller Rørth.

Unge Rørth greb chancerne i sæsonen på fornem vis, hvilket en redningsprocent på over 90% og 2,65 mål imod per kamp i grundspillet også viser. En stærk udvikling, der skal fortsættes:

– Jeg skal fortsætte med dét, som jeg gjorde rigtigt i sidste sæson og så blive ved med at arbejde stenhårdt hver dag, både på og uden for isen. I øjeblikket sommertræner vi med vores fysiske træner Michael Myhre, som er med til at udvikle mig bedst muligt på de punkter, hvor jeg mangler at blive bedre. Jeg arbejder meget målrettet med min egen udvikling og mentaltræning.

– Sidste sæson var jeg også med til U20 VM i Vancouver og viste, at jeg godt kunne være med på niveauet. Så jeg skal bare blive ved med at arbejde og gøre de små ting rigtigt.

Nu gælder det så en ny sæson og U20-landsholdsmålmanden er klar til at kæmpe om pladsen:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at se det nye setup, både med holdet, men ikke mindst vores nye træner. Jeg glæder mig til igen at vise, hvad jeg kan og bevise overfor den nye træner, at det er mig, der er med til at gøre forskellen og jeg skal spille de vigtige kampe. Derudover glæder jeg mig altid til at se fansene igen. Se dem stå at heppe på en, når man står nede i målet, det bliver så fantastisk et gensyn, slutter Rørth.

Kontrakten med William Rørth er gældende for den kommende sæson.

Holdets anden målmand og makkeren til William Rørth i den foregående sæson, Stefan Ridderwall, er ikke blevet tilbudt en ny kontrakt og fortsætter karrieren i Østrig. Der skal selvfølgelig lyde en stor tak for indsatsen til Stefan og vi ønsker ham alt held og lykke i den nye klub.

Dette betyder naturligvis, at RMB er på jagt efter en ny kollega til Rørth. Hvem det bliver, er ikke på plads endnu, men det forventes at blive en målmand med udenlandsk pas.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail