Ishockeyklubben Rødovre Mighty Bulls og BØRNEfonden har indgået et samarbejde om et udviklingsprojekt i et af verdens fattigste lande.

Projektet går ud på at bygge et sportsområde til 187 børn i mellemskolen i landsbyen Sanogho i det vestafrikanske land Burkina Faso.

“Rigtig mange privatpersoner og virksomheder støtter humanitære formål i dag. Det mener jeg også, at idrætsklubber bør gøre, uanset på hvilket niveau eller hvilken sportsgren,” siger direktør i Rødovre Mighty Bulls Brian Møller.

BØRNEfonden har mange forskellige former for samarbejde med virksomheder. Men dette er det første samarbejde med en sportsklub. Direktør i BØRNEfonden Annette Lüdeking er meget positiv.

“Næsten ligegyldigt de vilkår vi lever under – om vi er rige eller fattige – så er sport og leg universelt, og noget, der altid vil være behov for, og jeg synes, det er et friskt initiativ af Rødovre Mighty Bulls, at de som sportsklub vil være med til at gøre en forskel for nogle børn og unge i et af verdens fattigste lande. Der er ægte engagement omkring projektet, og det kan mærkes og smitter”, siger Annette Lüdeking.

For Brian Møller er det ganske rigtigt engagement, der driver værket. “Det er et rigtig godt projekt, fordi sport styrker børns motivation til at sidde stille og lære. Og uddannelse er en vej ud af fattigdom. Og så bliver man glad af at røre sig, og vi vil gerne som klub, med vores fans og sponsorer hjælpe til at få gladere og mere motiverede elever i et af verdens fattigste lande”, siger Brian Møller.

Via vores hjemmeside, kan man gå ind og støtte det konkrete projekt med at bygge sportsfaciliteter til børnene i Burkina Faso. Mighty Bulls spillerne har allerede BØRNEfondens logo på deres trøjer, der er reklame på klubbens hjemmeside. Der kommer foldere til fans og sponsorer og der er en bande-reklame i Rødovre Skøjte Arena. Så der er god reklame når Rødovre Mighty Bulls spiller kampe for den humanitære organisation.

Det er på klubbens initiativ, så det har ikke kostet BØRNEfonden noget.

Læs mere om det konkrete projekt på www.bornefonden.dk/rmb

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail