Rødovre Mighty Bulls kan i dag præsentere den 23-årige back Jan Jarábek fra Slovakiet. Tobias Hansens tidlige karrierestop efterlod et tomrum i bageste geled, og Jarábek er derfor en kærkommen forstærkning af holdet.

Jan Jarábek karakteriseres som en ganske habil back med stor erfaring fra den slovakiske “Extraliga”, som ligger et niveau over den danske liga. Han er ung, skøjtestærk og har et godt overblik og kan veksle imellem en defensiv eller offensiv rolle, så en typisk allrounder.

Jarábek har spillet hele sin opvækst i Slovakiet, men i seneste sæson i den ungarske Interliga. Hans tidligere træner Kjell G. Lindqvist fortæller om Mighty Bulls nye back:

– Jan er en talentfuld og offensiv forsvarsspiller, som med en utrolig præcision kan lægge pasning over 35 meter. Fra mit hold kender jeg ham som en stærk powerplay-spiller med et rigtigt godt skud.

I går aftes ankom Jarábek til Danmark og Rødovre Skøjte Arena, og de øvrige spillere fik hilst på ham efter aftentræningen. “Det er en dejlig skøjtearena I har her,” smilede han, da han sammen med direktør Brian Møller kunne fremvise sin nye trøje i Arenaen.

– Jeg kender ikke så meget til den danske liga, men jeg har hørt at Rødovre har leveret store profiler til NHL og at der er et godt hjemmepublikum, så jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med at spille, fortæller slovakken.

Direktør i Rødovre Mighty Bulls Brian Møller fortæller om det nye indkøb:

– Vi har virkelig haft travlt med at finde en ny back til sæsonstart. Men som altid, er det meget vigtigt, at det skal være en spiller, der passer ind i den måde Gratts ønsker holdet skal spille på og ikke mindst en type, som falder godt ind i truppen. Ydermere var det også et must, at det var en spiller fra EU, så han kunne tiltræde straks. I den forbindelse kan jeg også oplyse, at kontrakten og transferkortet er på plads og godkendt hos DIU, så Jarábek er klar til at spille i pokalkampen mod Gentofte på lørdag.

– Vi har syv backs i truppen nu, og det er vi tilfredse med lige nu. På den anden side er der plads til otte, så vi kan vel ikke helt udelukke, at truppen bliver suppleret med endnu en back, hvis Gratts og Gert finder en. Det kunne også være et ungt dansk talent, som henvender sig og gerne vil spille for klubben. Men vi ser tiden an, som sagt er vi tilfredse lige nu, slutter Brian Møller af.

Til slut en lille appetitvækker med Jarábek, i videoen med #20, nedenfor:

Spol frem til 02:45 og se et par perler fra Jarábek…..

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail