IMG_20180912_173811_852

Koncentration ved onsdagens træning.

Fredag aften er sommerferien for alvor slut, når Rødovre Mighty Bulls tager hul på Metal Ligaen 2018/19 med en hjemmekamp mod SønderjyskE.

Efter en lang sommer, som dog har budt på ishockey på dansk grund med det storslåede VM og fejringen af Lars Ellers’ Stanley Cup-triumf, må det efterhånden krible i kroppen hos mange ishockeyfans.

Cheftræner Magnus Bogren har da, sammen med spillertruppen, også glædet sig til sæsonstarten længe:

– Det bliver helt sikkert skønt at komme i gang med sæsonen for alvor, det ser jeg virkelig frem imod, smiler han.

– Vi har brugt den sidste uge på at holde spillermøde og snakket lidt forskellige ting igennem og så ellers træning. Vores fokus har været på spillet, men også meget på at få fart i skøjterne.

Resultatmæssigt er træningskampene ikke forløbet som håbet, men Bogren og resten af trænerstaben har dog også set mange lyspunkter i både træningen og kampene:

– Jeg synes, at holdet har trænet godt, men naturligvis skulle vi have haft flere sejre i kampene. Spillet har ligesom resultaterne været både op og ned. I nogle perioder rigtig godt, men andre gange laver vi for mange simple fejl og det har straffet os, fortæller han og fortsætter:

– Alle var selvfølgelig skuffede efter kampen mod Rungsted, og det skal vi ud og vise på fredag.

Premierekampens modstandere fra SønderjyskE har haft en god pre-season med fem kampe og fem sejre. Vojens-mandskabet har mødt Esbjerg (to gange), norske Lillestrøm, Herning samt være en tur i Odense ligesom Tyrene.

– Det ser ud til, at de har startet lidt forfra. De har fået en ”ny” træner ind (Mario Simioni, red.) og byttet en del spillere ud, som helt sikkert vil forsøge at gøre alt for at få en bedre sæson end sidste år. De kommer helt sikkert til Rødovre for at køre på og få en god start på sæsonen, fortæller Bogren om fredagens modstander.

Én af de mest interessante udskiftninger hos sønderjyderne er på målmandsposten, hvor rutinerede Patrick Galbraith er vendt hjem efter ni sæsoner i udlandet – blandt andet med et mål om at spille sig tilbage på landsholdet. En anden profil på mandskabet må forventes at være canadiske Rod Pelley, der kommer til Danmark med stor erfaring fra både NHL og AHL.

Kampstart fredag aften er kl. 19.00 og dørene til Rødovre Skøjte Arena åbner kl. 18.00. Før kampen skal Patrick Flügge hyldes for at have rundet 300 kampe i Rødovre-trøjen.

Der kan købes både billetter til kampen og sæsonkort her. Allerede bestilte sæsonkort kan afhentes i indgangen.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail