Rasmus Astrup i triumf efter en af sine vigtige scoringer søndag mod SønderjyskE // Foto: Jimme Brandt

Rasmus Astrup er igen klar til at juble på isen // Foto: Jimmi Brandt

Rasmus Astrup blev i starten af januar ramt af en blodprop i hjertet efter en kamp og har siden måttet følge resten af holdet fra sidelinjen.

Der har løbende været tests og samtaler hos lægerne på hospitalet og i går kom så den store nyhed: blodproppen er væk og Astrup kan forsætte ishockeykarrieren. De gode nyheder blev herefter fejret med en underskrift på en 1-årig kontraktforlængelse med Rødovre Mighty Bulls.

– Der er faktisk ikke noget, der spøger i baghovedet og jeg var klar allerede i januar, hvis jeg selv havde måtte bestemme. Hele familien er glade for meldingen fra lægerne, og vi ser frem mod næste sæson sammen, siger Astrup til Rødovre Lokal Nyt.

– Det var frustrerende ikke at kunne være med og især til at gøre en forskel i specialteams, hvor jeg selv synes, jeg er god. Hvis jeg skal se på mig selv, så havde jeg en okay start på sidste sæson, og det blev bedre og bedre. Da jeg blev syg gik det både godt for mig og holdet, men jeg ville gerne have bidraget mere til sidst, siger han og tilføjer:

– Jeg synes projektet der er startet i år er rigtig positivt. Alting har været en god oplevelse. Man gør mere ud af det en tidligere. Det kan man mærke som spiller og det vil jeg gerne være en del af. Jeg er fra Rødovre, og det her jeg hører til og føler mig hjemme, fortæller han til Rødovre Lokal Nyt.

Direktør Bjørn Sørensen er naturligvis glad for kontraktforlængelsen, men pointerer også, at det langt fra har været det vigtigste:

– Det der betyder mest er, at blodproppen er væk og Rasmus har det godt med sin familie. Det betyder meget for mig og for alle i og omkring klubben. Det har utvivlsomt været et hårdt slag for Rasmus og hans familie, men han har taget forløbet med oprejst pande og er nu igennem det. Nu glæder vi os over, at Rasmus både er rask og kan forsætte sin karriere, fortæller han.

Rasmus Astrup, der i øvrigt rundede 500 kampe for Rødovre Mighty Bulls i december, forsætter på medicin indtil august, men sommertræner på lige fod med resten af spillertruppen.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail