AL-Bank Ligaen: R¿dovre Mighty Bulls - Nordsj¾lland Cobras

I dag for præcis 20 år siden blev Rødovre Skøjte Arena indviet. Den 6. februar 1995 blev båndet til skøjtehallen klippet, og en lang æra i ”Kostalden” var slut.

Kostalden, der i øvrigt blev Danmarks første overdækkede isbane, blev opført i 1961 ved Rødovrevej og var siden RSIK’s stiftelse i 1962 hjemmebane for Rødovres ishockey og skøjteløb. I 1995 rykkede ishockeyen og kunstskøjteløbet så til Rødovre Parkvej, hvor den nybyggede Rødovre Skøjte Arena stod klar.

Til åbningen af Rødovre Skøjte Arena var omkring 3.000 gæster – med blandt andet daværende kulturminister Jytte Hilden og Rødovres borgmester Erik Nielsen – mødt op. Den dengang 15-årige Michael Smidt stod som repræsentant for ishockeyungdommen og fik overrakt ”den gyldne nøgle” til arenaen af borgmesteren. Efterfølgende var der masser af underholdning for de fremmødte med både kunstskøjteopvisning og showkamp mellem ungdomshold fra RSIK og Malmö-klubben Skäret.

Den første officielle kamp i Rødovre Skøjte Arena var dagen efter åbningen, hvor det pudsigt nok var Danmark og Norge, som også mødes i arenaen lørdag, der stod overfor hinanden på isen. Her var Jesper Duus blandt andet med på holdet.

Rødovre Skøjte Arena har plads til 3.600 tilskuere, heraf 2.012 siddende, og er bygget efter norsk forbillede. Inspirationen til opbygningen af hallen stammer nemlig fra de haller, som blev bygget til Vinter-OL i Lillehammer i 1994. Dette kan blandt andet ses i tagkonstruktionen, der hælder mod Rødovre Parkvej, så der er plads til flere tilskuere på hovedtribunen.

Tilskuerrekorden hedder 3.600 og er opnået to gange, hvor Rødovre Skøjte Arena var fyldt til bristepunktet; d. 23. marts 1998 mod Frederikshavn White Hawks og d. 26. januar 2012 mod Odense Bulldogs.

Arenaen_fans_sumpen

Rødovre Skøjte Arena er bygget sammen med Rødovre Hallen gennem den fælles foyer, hvor dørene på den ene side giver adgang til skøjtebanen og dørene i den anden side giver adgang til hallen. Fra foyeren er der også adgang til kælderen, hvor ishockeyspillernes og skøjteløbernes omklædningsrum ligger. I 2006 blev VIP-loungen bag hovedtribunen udbygget, så den nu strækker sig over hele langsiden. VIP-loungen har i dag plads til 180 spisende gæster.

Byggeriet af Hal 2 – eller ”Kummefryseren” som den også kaldes af de mange frysende forældre, der følger ungernes træning – blev sat i gang i 2008. Hallen, der primært bruges til træning og ungdomskampe, er en kombineret tennis- og ishockeyhal. Øverst ligger to indendørs tenninsbaner og nedenunder ligger så skøjtebanen, hvor der er direkte adgang til fra omklædningskælderen, der også går ud til selve Arenaen. Hal 2 skulle have været klar omkring sæsonstarten 2009/10, men en fejl under monteringen af et tagspær gjorde, at byggeriet faldt sammen. Heldigvis kom ingen personer alvorligt til skade og byggeriet kunne trods forsinkelsen gøres færdigt.

Det næste ishockeybyggeri ved Rødovre Skøjte Arena bliver formegentlig et nyt skudtræningsanlæg, der kan bruges til både skud- og tekniktræning samt målmandstræning. Det bliver en lille uopvarmet stålhal med et specielt plastunderlag, der gør det muligt at stå på skøjter. Hvornår hallen bygges vides endnu ikke, men håbet er, at den kan stå færdig i sommeren 2015.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail