lucasandersen-rsik

18-årige Lucas Andersen skifter efter denne sæson til den finske storklub Jokerit, hvis førstehold spiller med i den store russiske KHL-liga.

Lucas fik 26 kampe for Rødovre Mighty Bulls i den overståede sæson, men skifter nu Danmark ud med Finland på en to-årig kontrakt.

– Planen er, at jeg starter på U20-holdet og så må vi se, hvor det bærer mig hen. Jeg er klar til at kæmpe for det og håber på, at jeg måske kan få nogle træninger med KHL-holdet, fortæller Lucas.

Efter U18-VM i april er det planen, at Lucas tager til Finland i nogle uger for at sommertræne, møde holdkammerater og få ordnet praktiske ting som eksempelvis en lejlighed. Derefter står den på sommertræning i Danmark indtil sæsonen for alvor går i gang.

– Hvis det er muligt, så vil jeg rigtig gerne træne i Rødovre over sommeren, indtil jeg skal afsted – det skal vi lige have snakket om. Men jeg glæder mig meget til at komme derop. Det er et sted, hvor jeg forhåbentlig kan udvikle mig og føle mig godt tilpas, så jeg ser meget frem til at komme i gang, fortæller han.

Inden Lucas rejser til Helsinki og bliver klubkammerat med de tre danske landsholdsspillere Jesper B. Jensen, Oliver Lauridsen og Peter Regin, så skal slutspillet i 1. division dog først vindes, for målet det er klart:

– Vi skal have guld, lyder det prompte fra den unge forward, der i øvrigt topper 1. divisionsslutspillet med 18 point i 10 kampe.

– Vi skal spille med en god defensiv og så arbejde ud fra det. Så længe den står 0-0, er det en fordel for os og så skal vi forsøge at få sat et par mål ind, slutter han.

Lucas Andersen og resten af Rødovres 1. divisionshold fører serien 1-0 og kan følges i morgen i Hvidovre kl. 19.30 eller i Rødovre Skøjte Arena lørdag d. 1. april kl. 15.00.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail