xxx

Kevin Montgomery må tage hårde midler i brug for at forhindre en Rungsted-scoring // Foto: Steen M

 

Rødovre Mighty Bulls førte an i fredagens kamp mod Rungsted og førte både med 1-0 og 2-1 da tyrene blev lammet af keeper-skade i sidste periode og måtte se sejre fordufte.

Et slutresultat på 2-3 mod Rungsted i fredagens lokalkamp syntes næsten ubærligt da tyrene måske ikke havde spillet op til sit bedste i kampen hidtil men hvor spillet rigtigt begyndte at flaske sig i tredje periode.

Rødovre var hen mod midten af perioden i undertalsspil da keeper Ridderwall pludseligt faldt sammen, forpint i smerte uden at der syntes at være en forudgående hændelse der kunne have forårsaget det.

Ridderwall blev hjulpet fra banen og med anden-keeperen Jon Lee-Olsen skaderamt, var det 18-årige William Rørth som blev sendt på banen, kold og midt i en undertalssituation. Tyrene syntes forvirrede over situationen og kort efter blev markeringerne sluppet og Rungsted kunne umarkeret sende pucken op i nettaget bag en sagesløs William Rørth.

Der skulle ikke gå lang tid før Rungsted fik endnu en gylden mulighed som de heller ikke forpassede. Rødovre gik fra at være foran 2-1 til pludseligt at hænge bagud.

Tyrene støttede op mod hinanden resten af kampen og var toneangivende i de sidste minutter af kampen men løjerne blev afbrudt af en udvisning til Mads Eller et par minutter før tid og Rungsted kunne hæve armene i triumf efter sejr over Rødovre.

200-kamps jubilar Nicklas Carlsen måtte se hans festaften ende med en skuffelse. ”Det var bitter, ” sagde han lige efter slutfløjt og vi kan se at han mangler ord for oplevelsen. ”Skuffet… Vi spiller alt for panikket. Og alligevel har vi et godt resultat men så går Stefan ud og så panikker vi endnu mere,” siger han.

”Vi giver dem to fuldstændigt åbne chancer,” siger han om situationen efter at Stefan Ridderwall er gået ud og William Rørth er indskiftet. ”William har ikke en chance, kommer ind kold – og så giver vi ham sådan en gang skidt… Det var for dårligt,” fortsætter Carlsen. ”Vi spiller dog rigtigt godt i resten af tredje periode og får presset godt på. Det er en ny dag i morgen og vi skal tale om det der gik galt. Så er vi klar igen til kampen tirsdag ude mod Odense,” siger 200 kamps jubilaren.

”Vi spiller ikke op til vores standard,” fastslog træner Magnus Bogren om kampen. ”Vi spiller to stressede perioder og så har vi en tredje periode hvor vi spillet lidt bedre. Men vi skal skabe flere chancer. Det nytter ikke noget, at vi kun har 14 skud på mål,” analyserer han.

Træneren er helt klar i mælet omkring, at unge keeper William Rørth ingen andel har i nederlaget. ”Jeg synes at William gør det rigtigt godt,” understreger han. ”Det er rigtigt hårdt at komme kold ind, midt i et powerplay, så jeg synes at han gør det rigtigt godt i dag.”

”Jeg er selvfølgeligt lidt skuffet lige nu for jeg synes ikke at vi spiller så godt som vi kan,” siger Bogren. ”Men der er en ny kamp på tirsdag mod Odense og der skal vi være klar. Der er et par ting jeg skal tale med gutterne om. Men det tager vi på mandag,” slutter træneren.

Rødovre Mighty Bulls kan ende i den situation fra sidste år da holdet stod uden både første- og andenkeeper til den kommende kamp mod Odense på tirsdag. Sidste år var det også William Rørth som kom til undsætning og stod nogle rigtigt flotte kampe for Mighty Bulls. Ridderwalls skade kunne umiddelbart godt ligne noget der kunne holde ham ude i flere kampe og andenkeeper Jon Lee-Olsen virker ikke super optimistisk omkring at blive spilleklar til tirsdag. Men hvis William finder samme storspil frem som han præsterede gennem flere af kampene sidste år, så står tyrene ikke helt ringe. Men det er indtil videre spekulationer og vi håber på en hurtig restituering til Stefan Ridderwall.

 

Rødovre Mighty Bulls – Rungsted Seier Capitals 2-3 (0-0, 1-1, 1-2) 
35:38 1-0 Anders Schultz (Hardowa) [PP1]
36:56 1-1 Mike Vernace (Hansen, Persson)
43:25 2-1 Steffen Klarskov Nielsen (Karvinen, Montgomery)
46:39 2-2 Robin Bergman (Vernace, Lindhøj)
47:46 2-3 William Boysen (Holten-Møller)
Udvisninger: RMB 4x2min, RSC 4x2min
Skudstatistik: 14 – 25 (2 – 9, 8 – 7, 4 – 9)
Tilskuere: 1434

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail