Patrick Rasmussen mente afgjort at Rødovre ejede kampen søndag aften trods nederlag til Frederikshavn

Patrick Rasmussen mente afgjort, at Rødovre ejede kampen søndag aften trods nederlag til Frederikshavn // Foto: Steen M

 

Patrick Rasmussen var helt klar i mælet, da han søndag aften efter kampen sagde, at Rødovre Mighty Bulls ejede kampen, trods overtidssejr til gæsterne fra Frederikshavn. “Vi ejede kampen,” sagde han.

Forud gik en kamp, hvor tyrene efter en lidt nervøs start tog kampen til sig, og så rigtig overbevisende ud i en kamp, hvor takterne lover godt for den kommende sæson.

De store kreatører gennem kampen var Matthias Asperup og Mads Eller, men det var en sammentømret holdindsats, som sikrede Rødovre føringen to gange i kampen. Begge gange måtte man skuffet se gæsterne udligne kort efter, hvor resultatet 2-2 var en realitet ved ordinær kamptids ophør.

Holdene måtte ud i overtid hvor Rødovre atter dominerede, men fejlede. Gæsterne fik sendt et par mænd afsted og rundede en velspillende Steffan Ridderwall i tyrenes mål, og pludselig fik svenske Jens Henrik Tönjum en gylden mulighed, helt alene få meter fra mål, og kunne passere Ridderwall med et skud højt oppe i modsatte side.

Det var en ærgerlig, men realistisk Patrick Rasmussen vi gennemtalte kampen med. “Jeg ser første periode lidt stresset. Vi smider måske lidt for meget væk, men jeg synes, at vi kommer rigtigt godt igen i anden og tredje periode,” siger han.

“Vi ejer kampen”, er han ikke bange for at sige. “Vi kommer til rigtig mange gode chancer og klart mange flere end de har. I overtiden skulle vi også bare have skudt den ind,” siger han.

“Vi kører to mand på én i stedet for at tage en mand hver, og så står der pludselig en fri foran mål, som kan skyde den ind,” forklarer han om overtidsmålet der gav gæsterne sejren. “Jeg synes, at vi havde fortjent de tre point,” fortsætter han. “Vi kører en god kamp over hele linjen med lidt små fejl, så det vil jeg kalde en godkendt første kamp,” siger han.

Træner Magnuns Bogren havde omtrent samme holdning til kampen: “Jeg er tilfreds, selvom jeg er ked af at vi ikke vinder kampen i dag, for jeg synes, at vi er et bedre hold. Første periode er Frederikshavn bedre end os.
Det er premiere og vi er lidt stressede, og træffer lidt forkerte beslutninger, hvor Steffan holder os inde i kampen. Derefter overtager vi mere og mere, og i tredje periode synes jeg, at vi er et klart bedre hold, og jeg er derfor lidt skuffet over, at vi ikke slår endeligt til i tredje periode og lukker kampen,” siger han.

“Totalt set har vi en god kamp og spillerne viser god moral og karakter. Noget vi kan tage med i os i kampen på tirsdag mod Aalborg Pirates,” fortsætter træner Bogren.

Træneren peger på det defensive, hvis han skal pege på noget, han ikke mener kørte helt optimalt, selvom han mener at boxplayet var ‘jättebra’… “Men overordnet var det rigtigt godt,” slutter Magnus Bogren.

 

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 2-3 (0-0, 2-2, 0-0, 0-1)
21:31 1-0 Matthias Asperup (Montgomery) PP2
22:56 1-1 Anthony DeLuca (Izumi, Topholt)
34:34 2-1 Matthias Asperup (Montgomery, Astrup)
36:51 2-2 Mark Hurtubise (Larsen, Eriksson)
61:01 2-3  Jens Henrik Tönjum (Hurtubise, Søndergaard)
Udvisninger: RMB 7x2min, FRH8x2min + 1x10min
Skudstatistik: 27 – 31 (6 – 15, 11 – 6, 9 – 9, 1 – 1)
Tilskuere: 724

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail