I forbindelse med fredagens store Hockey Stars-event var der desværre et par episoder, som i løbet af weekenden har taget fokus fra et ellers vellykket arrangement, der fik samlet penge ind til ungdomsishockeyen og fik promoveret dansk ishockey på flotteste vis.

Det er naturligvis noget, som både RSIK, der var arrangør af Hockey Stars, samt RMB, der har bistået med blandt andet frivilligt personale til afviklingen, er rigtig kede af og ikke mindst skuffede over.

Det bør være muligt, at ishockeyfans kan nyde sporten og oplevelserne sammen – også på tværs af klubhold – til en fest, som ovenikøbet har til formål at støtte ungdommen i sporten.

Under samt efter arrangementet var der et par mindre episoder med fans – hovedsageligt 10-15 personer fra Rødovre, men også enkelte fra Herning -, som er dybt uacceptable og vil få konsekvenser for de involverede.

Når vi ser tilbage på arrangementet, så er det naturligvis klart, at placeringen af storskærmen i arenaen ikke var ideel. Dette kunne have været løst bedre, eksempelvis ved, at udeholdstilskuere kunne have benyttet den korte vej ud bag hallen og ind gennem foyeren ud til Fanzonen. Det er selvfølgelig noget, som er en læring til fremtiden.

Selvom det ikke var et RMB-arrangement, så får det konsekvens af langvarige karantæner fra RMB’s kampe både hjemme og ude. Pt. har 9 personer fået karantæne og hvis yderligere kan identificeres, vil der komme flere.

Herudover vil RMB tage kontakt til Rødovre Kommune om at få øget overvågningen i og omkring skøjtehallen, der vil blive brugt flere ressourcer til professionelle vagter og der vil blive taget kontakt til Vestegnens Politi, som også var til stede fredag, om at udvide samarbejdet yderligere. Den adfærd som nogle få desværre udviser hverken kan eller skal accepteres.

Til trods for de ærgerlige episoder, så er vi glade for, at resten af arrangementet forløb godt til stor glæde for de mange fans og tilskuere, der havde valgt at overvære den historiske begivenhed fredag aften. Det har været en unik aften i dansk ishockey, som vi håber kan forsætte næste år.

Rødovre Skøjte- & Ishockeyklub og Rødovre Mighty Bulls

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail