Vi er i dag glade for at kunne byde velkommen til canadiske Nick Crawford, der bliver ny back i Rødovre Mighty Bulls og har skrevet under på en 1-årig kontrakt.

29-årige Crawford har tidligere spillet i Metal Ligaen for Esbjerg Energy (i 2017/18) og spillede den seneste sæson i ungarske DVTK Jegesmedvék, der som ét af to ungarske hold spiller med i den bedste slovakiske række. Det blev til 60 kampe og 23 point for DVTK.

Han blev i 2008 drafted af Buffalo Sabres og i 2010 skrev de kontrakt, så han blev en del af NHL-klubbens entry level-system. Her blev det til 283 AHL-kampe og 95 point. Herefter gik turen til Europa, hvor han spillede tre sæsoner i østrigske Dornbirner, inden han tog til Esbjerg.

Sportschef Jørgen Illemann om Crawford:

– Nick passer rigtig godt på den profil, som vi har søgt til vores backlinje. Han har erfaring, rutine og stabilitet, hvilket var nogle af de kompetencer, som vi har vægtet højt i vores søgen på den sidste back. Vi så, at Nick, mens han var i Esbjerg, viste sig som en dygtig og spilintelligent back, når han havde pucken. Han er god i spilvendinger med sin første pasning frem i banen.

– Derudover er han en back, der kan bruges i powerplay. Der er ingen tvivl om, at Nick vil få en stor rolle på vores hold. I alle de referencer jeg har fået på Nick, og specielt fra tidlige holdkammerater i Esbjerg, får vi en meget dedikeret spiller, som er en rigtig go’ fyr, både på og uden for isen.

– Nu skal vi bare hurtigt i gang med at få arbejds- og opholdstilladelserne på de to nordamerikanere på plads, så de for alvor kan komme i gang i klubben. Jeg håber på, at de måske kan nå de sidste par træningskampe, men alt bør være på plads til sæsonstart, fortæller Illemann.

Men tilføjelsen af Nick Crawford er truppen til den kommende sæson samtidig blevet komplet med 2 målmænd, 8 backs og 12 forwards. Metal Ligaen starter fredag d. 6. september med en hjemmekamp mod Odense Bulldogs.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail