Bogren coacher under en timeout // Foto: Steen M.

Efter en velfortjent sejr over Hvidovre Fighters i starten ugen, tager Mighty Bulls til Herning fredag for at møde ”de midtjyske rødder”.

Sejren i tirsdagskampen gav lidt luft til lokalrivalerne og bundplaceringerne, så Tyrene ligger på femtepladsen i Metal Ligaen. Cheftræner Magnus Bogren om de tre point:

– Alle sejre er vigtige. Spillemæssigt var det bestemt ikke vores bedste kamp, men vi fandt en måde at vinde på, hvilket er rigtig godt.

Nu gælder det så en tur til Herning, som Rødovre indtil videre har slået på hjemmebane og tabt til på udebane efter straffeslag. Det er ofte nogle underholdende og gode kampe mellem de to mandskaber, men hvorfor står de godt til hinanden?

– Det ved jeg ikke helt præcist, men vi har spillet godt imod dem. Det er et hold, der, ligesom os, gerne vil spille ishockey, og det giver normalt nogle intensive og kvalitetsfyldte kampe, fortæller Bogren.

Selvom resultaterne har svinget indtil videre i sæsonen, så er humøret i omklædningsrummet højt og der kæmpes hver dag for at løfte spillet:

– Stemningen er god og drengene kører godt på til træning, selvom der naturligvis en lille skuffelse over, at vi ikke har fået alle de resultater, som vi kunne ønske os. Men vi arbejder hårdt, lyder det fra Bogren, der har kriterierne for at slå Herning klar:

– Vi skal have fokus i alle 60 minutter og følge den gameplan, som vi har lagt.

Herningenserne er kun tre point efter Rødovre i tabellen, hvor både toppen samt midterfeltet/bunden er ekstremt tæt – kun fem point adskiller femte- og niendepladsen. En enkelt sejr eller et nederlag giver rotation i tabellen og derfor gælder det om at være klar hver gang.

– Der er fire hold, som er trukket lidt fra, men ellers er det jævnt. Men der er mange kampe tilbage og jeg tror, at der kan ske meget. Der er ingen hold, der er sikre, og alle kan slå alle, slutter Bogren.

Kampstart i Kvik Hockey Arena er kl. 19.30.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail