Fredag er sidste hjemmekamp i grundspillet // Foto: Steen M.

Fredag aften tager Mighty Bulls hul på sæsonens sidste grundspilskamp på hjemmebane, hvor gæsterne er de forsvarende mestre fra Aalborg Pirates.

Efter enkelt point i to udekampe vender Tyrene hjem til Rødovre Skøjte Arena, hvor de senest slog topholdet Rungsted i overtid. Sejren sikrede den direkte kvalifikation til slutspillets kvartfinaler, hvor modstanderen kan blive Rungsted, SønderjyskE, Frederikshavn eller enten Aalborg eller Esbjerg.

Med sikringen af kvartfinalepladsen er der placeringsmæssigt ikke livsvigtige point på spil fredag eller søndag i Odense, men der er i stedet vigtige forberedelser og finesser, der skal på plads inden det går løs.

Assistenttræner Daniel Thorup Rasmussen om de sidste to grundspilskampe:

– Det fint, at vi er kommet i kvartfinalerne, og vi ikke skal ud og spille play-in kampe. I de kampe kan alt ske, og jeg tror, det bliver nogle tætte kampe dér.

– Vi skal bruge de sidste kampe på at spille vores bedste ishockey og vise os selv, at vi er klar til playoff. Så det hold som vælger os til slutspillet ved, at vi er klar til krig.

Ser man på de seneste to kampe, så var kampen i Esbjerg var rigtig fornuftig for Tyrene, selvom det kun blev til et enkelt point, mens kampen præstationen i Nordjylland ikke var prangende:

– Kampen i Esbjerg var en god hockeykamp med masser af fysisk og intensivt spil. Det kan vi ikke helt sige om kampen mod Frederikshavn, den var på ingen måde velspillet kamp fra vores side, lyder det fra Thorup Rasmussen.

Fokus er nu på Aalborg-kampen, hvor assistenttræneren forventer masser af tempo og underholdning:

– Jeg forventer en god hockeykamp. Der er meget på spil for begge hold, selvom vores placering næsten er afgjort – vi skal rejse os op fra sidste kamp og Aalborg skal kæmpe om at starte hjemme i playoff, fortæller han. Han tilføjer yderligere, at det går fremad på skadesfronten.

Rent formmæssigt kommer Rødovre til fredages opgøret med en sejr, en overtidssejr, et overtidsnederlag samt to nederlag i de seneste fem kampe. De gæstende pirater har haft et rigtig skidt forår og har kun vundet én af de seneste syv kampe. Siden vi sidst mødte Piraterne har de da også skiftet cheftræner Jason Morgan ud med assistenten Garth Murray i håbet om at bringe nyt liv i spillertruppen.

Kampstart er kl. 19.00. Dørene åbner kl. 18.00 og efter kampen er der happy hour for sæsonkortholdere, DJ i foyeren samt trøjeauktion (auktionen starter ca. 15-20 minutter efter kampen er slut). Læs mere om trøjeauktionen her.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail