frivillige_soeges

En ny sæson er på trapperne, og derfor er det også tid til at søge nye frivillige til vores fantastiske teams.

De frivillige kræfter er en uundværlig ressource i hele opbygningen af Rødovre Mighty Bulls, og vi ville ikke kunne eksistere uden.

Vi søger frivillige inden for en række forskellige områder i forbindelse med kampafviklingen, så der vil være lidt for en hver smag:

Indgangen: Vi søger frivillige, som hjælpe med at scanne billetter og sæsonkort samt sidde i kassen og tage imod betaling for billetter. Mødetiden er omkring 1 time og et kvarter før kampstart.

Barer: I barerne søger vi frivillige til udskænkning af øl og sodavand samt til at modtage betaling fra tilskuerne. Man møder op omkring 1 time og et kvarter før kampstart og alt efter hvilken bar man står i, lukker baren, når kampen slutter eller ca. en ½-1 time efter kampen.

VIP Lounge: Vi søger et par nye til at hjælpe med at servicere vores sponsorer og VIP-gæster. Man møder ca. 2-4 timer før kampstart, hvor der dækkes borde. Efterfølgende ryddes der af, når kampen går i gang, og der gøres klar til kaffe, m.m. Efter kampen ryddes det sidste af, så lokalet er pænt igen.

Vagt- og servicepersonale: Vores frivillige vagter og servicefolk møder ind omkring en time før kampstart. Opgaverne består i at vise tilskuerne til deres pladser, visitere i indgangen, holde eventuelle gratister ude samt holde opsyn og have overblik til at løse eventuelle problemer. De fleste af vores vagter har uddannelse og gode kurser i rygsækken, og er en god støtte til nye hjælpere.

Udover de konkrete teams, så arbejder vi på at opbygge et ”flex-team”. Målet er her at få en gruppe af frivillige, som kan dække alle poster i de forskellige teams og som dermed kan indgå i mange forskellige opgaver. Den ene kamp har man måske en barvagt og til den næste står man i indgangen eller i boksen.

Det forventes ikke, at man kan komme til hver eneste kamp, så vagtplaner koordineres internt i de forskellige teams.

Til de kampe, hvor man er ”på vagt”, er der naturligvis forplejning med kaffe, sodavand og lidt at spise. Man får udleveret en jakke, som kan bruges til kampene. Alle frivillige får et sæsonkort, som kan bruges til de kampe, hvor mange ikke er på vagt. Vi holder også en årlig frivilligfest.

Er du interesseret i at blive frivillig, eller vil du høre mere omkring det, så kontakt frivilligkoordinator Jesper Dyrby på dyrbyjesper@gmail.com eller 25 43 25 53.

Skriv gerne, hvilket område du kunne tænke dig at blive frivillig i, så sender vi dig videre til rette vedkommende.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail